Alle, der kalder de offentlige ansatte for grådige og forkælede, har virkelig ikke nogen forståelse for hvilket...

Alle, der kalder de offentlige ansatte for grådige og forkælede, har virkelig ikke nogen forståelse for hvilket arbejde der kræves for at have et samfund, det er til at leve i! Skattelettelser er for egoister, der lige for tiden er velbjergede og vil give fanden i deres medborgere, der ikke har det lige så fantastisk... Selvfølgelig kan ting forbedres, men der er ingen udførende offentlige ansatte, der er hverken forkælede eller lønførende!
https://jyllands-posten.dk/indland/ECE10472236/ungdomsparti-har-kaldt-offentligt-ansatte-for-verdens-stoerste-babyer-i-facebookopslag/

Kommentarer

Tais P. Hansen sagde…
Selvom det var en tarvelig måde at fremstille det på, så er dobbeltmoralen svær at overse. Hvorfor er det kun fagbevægelsens medlemmer, der skal have flere penge i hænderne, når alle kunne have fået det med skattelettelserne?
Tais P. Hansen så kommer de offentlige ansatte til at finansiere de privat ansattes effektive lønfremgang? Samtidig med de har holdt lønfremgang tilbage i årene siden finans krisen...
Tais P. Hansen sagde…
Peder Thorsø Lauridsen Hvordan kommer du frem til det? Alle får jo del i en skattelettelse.
Tais P. Hansen pengene skal komme et sted fra og du vil tage dem fra lønnen til de offentlige ansatte? Dem som i forvejen får mindst og ikke er gået frem som alle andre...
Tais P. Hansen sagde…
Peder Thorsø Lauridsen Hvor skrev jeg at det skulle komme fra deres løn? De ville jo netop få mere ligesom alle andre.
Folmer Fredslund sagde…
Tais P. Hansen
Men f.eks folk i det private vil få mere mere.

Med generelle skattelettelser ville der ikke være råd til en lønforbedring for de offentligt ansatte.
De privatansatte får en lønfremgang de næste par år på ca 8%.
Hvis de så også får en skattelettelse så får de mere to gange, hvorimod du vil forhindre en lønfremgang for de offentligt ansatte og lave skattelettelser i stedet. Det ville de offentligt ansatte jo tabe på.
Tais P. Hansen sagde…
Folmer Fredslund "... folk i det private vil få mere mere." - Så det er misundelsespolitik, det handler om? Jeg kunne også gå rundt og være misundelig på folk der har råd til villaer og Teslaer, men jeg vælger at la' være.

De offentligt ansatte har fået tilbudt 6,7%. Det ville de have fået uanset skattelettelserne. Med lettelserne havde de kunne også opnå de resterende 1,5% uden at tabe en krone, som de kommer til nu pga. strejke og lockout.

Hvis de får deres 8,2% over 3 år så må jeg hellere også strejke i misundelse. Så meget vil min løn ikke engang stige i den samme periode. Og alene med faldende fradrag og dermed stigende skat i år får jeg mindre udbetalt nu - trods lønstigning - end sidste år.
Tais P. Hansen og din løn ligger fortsat markant over tilsvarende arbejde i det offentlige?
Skattelettelser forhandles i Folketinget, løb forhandles ved overenskomst. Det er to adskilte størrelser, som kan bevæge sig uafhængigt af hinanden – at diskutere enten/eller er for mig at se en pseudodiskussion.

SKAT har de seneste år lidt tab, der er størrelsesordenen hundreder gange større, end det, der samlet er i spil i overenskomstforhandlingerne. Havde SKAT været prioriteret ordentligt, ville vi med andre ord let kunne få både-og.

Hele det neo-liberale projekt har imidlertid været at opløse staten indefra: Man sparer alt så meget i bund, at det præsterer uacceptabelt, hvilket man så bruger som begrundelse for yderligere besparelser. Det er kortsigtet og dybt uansvarligt, tænk igen på SKAT, men så sandelig også sundhed og uddannelse. Hele præmissen er en nærmest religiøs dyrkelse af idéen om at det private tjener penge til det offentlige – men jævnfør eksempelvis multiplikatoreffekter skaber offentlige investeringer langt større samfundsøkonomisk værdi, ligesom både virksomheder og private i høj grad lukrerer på velfungerende infrastruktur samt et højt service og uddannelsesniveau.
Tais P. Hansen sagde…
Peder Thorsø Lauridsen Kender ikke bruttolønnen på det tilsvarende arbejde i det offentlige, så det ved jeg ikke.
Tais P. Hansen sagde…
Kim Bach Petersen Man kunne godt kalde det en pseudodiskussion, men når præmissen er at man vil have flere penge i hænderne synes jeg nu ikke det er så adskilleligt endda.

SKAT bærer helt klart en stor del af ansvaret for de store tab der har været. Desværre kan regningen kun sendes ét sted hen. Hertil kan man så tilføje ét dyrt og fejlet IT system efter det andet. Du ved, dem hvor lønnen er landet hos direktører og udenlandsk arbejdskraft.

Det offentlige fremstår for mig som et enormt bureaukratisk og dermed administrativt dyrt system. Efter anekdoter om administrativt spild på sygehuse, berøringsangst på mistrivende ansatte i kommuner, og opleve hvordan ældre bliver kastebolde når de ikke længere kan klare sig selv, så kan man kun få et meget kedeligt billede af den offentlige forvaltning generelt. Og så får man svært ved at støtte op om "at det hele bliver meget bedre hvis de bare får nogle flere penge."
Privatisering har igen og igen vist sig ikke at være bæredygtigt, når det kommer til sundhed og service – og skandalesagerne viser med al tydelighed, at det private heller ikke er perfekt. En væsentlig forskel er dog, at det private netop ikke er offentligt og derfor ikke er underlagt samme krav om transparens. Vi får med andre ord ikke nødvendigvis problemerne at se, selv om de er der. Organisation handler i praksis ofte mere om ”det mindst ringe” end ”det ideelle”.

Det et dybt tragisk, når borgere bliver kastebolde, men når de bliver dét, så er netop fordi økonomiske ”spil” mellem kasser har forrang for mennesket. Spillene sætter i høj grad fagpersoners dømmekraft ud af spil, så der træffes endimensionelle løsninger rettet mod kortsigtet profit (jævnfør Ankestyrelsens afgørelser). Omvendt ville vi givetvis spare enormt ved at give plads til fagpersoners dømmekraft, følge lovens intention og rent faktisk have borgerens tarv for øje. Jeg har svært ved at forestille mig, at private aktører vil kunne gøre det bedre, men modeller som ”sociale aktier” kunne være en interessant mellemvej at gå.

Som offentligt ansat kan jeg sagtens se udfordringerne – og at de i min lille andedam har hobet sig op over det seneste årti. Mit ydmyge skøn er dog, at rigtig meget handler ”det er dyrt at være fattig”-problematikker. Vi kan fx ikke længere have overarbejde: det giver en enorm rigiditet i forhold til eksempelvis projektledelse, så opgaver ikke først og fremmest løses meningsfuldt, ligesom incitamentet til at tage ekstraarbejde er ikke-eksisterende. Vi har årlige 2% besparelser, som kun kan hentes på mandetimer, altså antallet af konfrontationstimer og forberedelsen bag. Dette er ofte ”dobbelt-dyrt” så vidt, at investeringer i udvikling og innovation som ofte går tabt, fordi forløb – der ellers netop er udviklet til at give besparelser – må opgives og gentænkes forfra igen-igen. Samtidig insisteres der, af de grunde du beskriver, på ”fleksibilitet”, som i praksis betyder, at helt uforholdsmæssigt mange kræfter går på overhovedet at etablere rammer, ikke på kerneydelsen.

De offentlig ansatte, som jeg kender, interesserer sig (mig bekendt) uendeligt lidt for løn og beskatning. De er ret ligeglade med flere penge mellem hænderne, men interesserer sig til gengæld enormt for deres fag – for mening, service og værdiskabelse. Det er imidlertid kun penge, vi får lov at diskutere, fordi der på forhånd er sat en neoliberal diskurs: Som arbejdstagere har vi med andre ord ikke valgt kampen, men vi må tage den kamp, vi bliver sat i. Havde arbejdgiverne blik for dette, så ville de kunne forhandle på langt flere parametre end de selv begrænser sig til.
Tais P. Hansen sagde…
Kim Bach Petersen Helt enig med at privatisering ikke er en "magic bullet".

Jeg var engang fortaler for at private virksomheder havde et stærkere incitament for at løfte opgaven. Problemet er bare at private virksomheder alt for ofte fokuserer på profit alene og glemmer alt om kvalitet og service, hvilket slet ikke duer når man har med mennesker at gøre.

Konkurrencen i blandt private virksomheder er også på prisen. Det virker som om at hvis man er reel taber man opgaven til dem som underbyder. Velvidende at de aldrig ville kunne levere til prisen og istedet enten ender med at sende ublu ekstraregninger eller gå konkurs. Og taberen er i begge tilfælde kunden. Langt fra, et sundt grundlag til at levere offentlige services.

Jeg har bare svært ved at se hvordan man løser det på bedste vis, for jeg tror bare ikke på at hvis man ukritisk hælder penge i det offentlige, så bliver alt bedre.
Folmer Fredslund sagde…
Tais P. Hansen, du nævner de 6.7% som åbenbart er "godt nok" til de offentlige.

Så vidt jeg er orienteret så er pointen fra de offentligt ansattes forhandlere at lønudviklingen skal følges ad i det private og det offentlige.


Du vil så hellere bruge de penge der kunne gå til lønstigninger til at nedsætte skatten med.

Og så er det jeg mener at det private i den omgang så vil få "mere mere". De vil både få en lønstigning der er højere end i det offentlige, samt en skattelettelse, hvorimod de offentligt ansatte udelukkende vil få en skattelettelse.
Tais P. Hansen sagde…
Folmer Fredslund Jeg skriver intet sted at 6,7% er godt nok. Jeg skriver til gengæld at jeg mener de kunne have fået de ekstra 1,5% uden kamp via skattelettelserne. Nu kommer de til at tabe på det, for det koster at skulle strejke på dagpenge og låne penge til at leve gennem lockouten.

Jeg kan simpelthen ikke acceptere argumentationen om at fordi andre får mere, så er det automatisk en dårlig løsning.
Folmer Fredslund sagde…
Tais P. Hansen OK på den måde, fair nok.

Desværre er det ikke kun lønningsposen folk kigger på i de nuværende forhandlinger. Der er en lang list af andre ting som heller ikke er noget man råber hurra for blandt de ansatte.

Jeg har ikke lige dem alle sammen, men her er et eksempel
dsr.dk - Her er de krav om forringelser, du ikke har hørt om | Politik og nyheder, DSR

og så selvfølgelig en overenskomstbestemt arbejdstidsaftale i stedet for lov 409 hvor der f.eks er gjort undtagelser fra arbejdsmiljøloven
Grumt hvis sundhedssektoren også tvinges på årsnorm. Det har vi været på siden OK13 og det har skubbet alt for mange over stress-tærsklen, fordi ledelsen så alene fokuserer på årsnormen, ikke på hvordan timerne fordeles over året. Opgørelse over et år vil, når årsnormen fastlåses, ganske rigtigt altid give en gennemsnitlig arbejdstid på 37 timer/uge i et regneark, men virkeligheden kan se brutalt anderledes ud, så man som medarbejder reelt ikke har mulighed proaktivt at håndtere balancen mellem arbejde og fritid. Det giver helt urimeligt stor risiko for lange perioder med ekstreme arbejdsbyrder, værst når medarbejdere påtvinges uoverskueligt store mængder påspadsering på grund af dårlig planlægning.

Populære indlæg fra denne blog

USA - Vestens bananstat?!